u/mr-green-DK

Jeg ligger og tænker på, om der findes kvinder herinde, som kan se det forførende i sugardating. Ikke kun det materielle i det, men hele dynamikken. Kemien. Spillet mellem to mennesker. Følelsen af at blive set, forkælet og prioriteret af en mand, der oprigtigt nyder at give.

For mig handler det nemlig ikke om en kold eller transaktionel aftale. Det handler om energi, tiltrækning og den særlige kemi, der kan opstå, når begge mennesker får noget, de længes efter. En kvinde, der elsker at blive forkælet og føle sig feminin, begæret og værdsat. En mand, der tænder på at kunne give, overraske og skabe oplevelser sammen.

Jeg er selv en velhavende mand i 30’erne, som ærligt talt ikke mangler noget materielt i livet. Til gengæld nyder jeg tanken om at kunne forkæle en kvinde, der værdsætter det. Ikke fordi hun skylder noget, men fordi det bliver en del af spændingen og forbindelsen mellem os.

Derfor er jeg oprigtigt nysgerrig på jer kvinder. Kunne I se jer selv i et sugarforhold? Hvad ville tænde jer ved det? Hvad ville gøre det trygt, frækt eller spændende for jer?

Del meget gerne jeres tanker. Jeg ville elske at høre dem og dele mine egne.

Jeg lever et liv, hvor jeg kører meget rundt i landet og samtidig rejser en del. Det betyder også mange nætter alene på hoteller. Ofte sidder jeg på et hotelværelse sent om og tænker over, hvilket liv jeg egentlig drømmer om. Hvad en kommende partner skal kunne vække i mig. Hvad der tænder mig? 😉

For jeg tænder på tanken om at ligge alene på et hotelværelse og vide, at hun er hjemme sammen med en anden mand. At hun har inviteret ham ind i vores hjem, eller måske er taget hjem til ham. At hun giver sig selv lov til at nyde noget, som ikke kun handler om mig.

Det er ikke løgnen eller bedraget, der tænder mig. Det er følelsen af hendes frihed. Erotiske tanker om hende, der tør være uartig, levende og fuldstændig opslugt af sin egen lyst. Nogle gange forestiller jeg mig, at hun inddrager mig før, under eller efter. Andre gange tænder det mig bare at vide det.

Derfor er jeg nysgerrig på, hvordan I kvinder egentlig ville have det, hvis jeres mand bad jer om at være uartige. Ville I kunne nyde friheden? Ville I kunne tænde på at give slip og samtidig være helt ærlige omkring det? Hvad ville være vigtigt for jer i sådan et setup?

Jeg vil også meget gerne høre fra mænd, der har det ligesom mig. Hvad er det præcist, der tænder jer ved tanken? Hvad nyder I mest ved dynamikken?

Håber virkelig, at flere har lyst til at byde ind, så vi kan få en ærlig og spændende dialog om det fascinerende ved et hotwife-setup, hvor en kvinde får lov til at nyde sin egen lyst fuldt ud.

Hej alle herinde.

Jeg har læst med længe, og jeg kan mærke, at her faktisk er plads til ærlighed. Derfor prøver jeg også at være det selv.

Jeg er en mand i midten af 30’erne. Har været i flere forhold, levet lidt forskelligt og lært en del om mig selv undervejs. I dag er jeg single, men jeg ved også ret præcist, hvad der tænder mig, og hvad jeg drømmer om i et forhold.

Jeg tænder på frihed. På lyst. På ærlighed.

Jeg tænder på tanken om en kvinde, som stadig føler sig levende og begæret. En kvinde som må gå ud, flirte, blive fristet og også være sammen med andre mænd. Ikke i smug. Ikke som utroskab. Men som noget vi kan være åbne om sammen.

Det visuelle tænder mig helt vildt. Tanken om hende med en anden mand. Historierne bagefter. Det frække i at vide, at hun har været ude og mærke sig selv, og at hun har lyst til at dele det med mig. Det gør noget ved mig.

Samtidig er det også noget, jeg synes er svært at sige højt, når man dater.

På Tinder føles det hurtigt som om, man skal pakke sig selv meget ind og være pæn og ufarlig. På mere seksuelle sider bliver det ofte kun sex og meget lidt menneske. Flere gange har jeg også oplevet kvinder blive stødt eller trække sig, bare fordi jeg var ærlig omkring det, jeg tænder på.

Så jeg er oprigtigt nysgerrig.

Hvordan fortæller man bedst om den slags uden at virke respektløs eller som en fyr, der bare vil kneppe uden følelser? For det handler faktisk ikke kun om sex for mig. Tværtimod. Jeg tror, det handler om tillid, åbenhed og om at turde være ærlige omkring det, vi tænder på.

Hvordan ville I have det, hvis en mand, I havde lyst til at date, sagde til jer, at han nød tanken om, at I var sammen med andre mænd? At han ikke havde behov for at kontrollere jer, men nærmest blev tændt af jeres frihed og lyst.

Ville det skræmme jer væk? Ville det føles befriende? Erotiske? Forkert? Spændende?

hvordan har kvinder det egentlig med den slags dynamik i et forhold?

Jeg håber, nogle af jer har lyst til at dele jeres tanker.

Hej alle herinde.

Jeg har læst med længe, og jeg kan mærke, at her faktisk er plads til ærlighed. Derfor prøver jeg også at være det selv.

Jeg er en mand i midten af 30’erne. Har været i flere forhold, levet lidt forskelligt og lært en del om mig selv undervejs. I dag er jeg single, men jeg ved også ret præcist, hvad der tænder mig, og hvad jeg drømmer om i et forhold.

Jeg tænder på frihed. På lyst. På ærlighed.

Jeg tænder på tanken om en kvinde, som stadig føler sig levende og begæret. En kvinde som må gå ud, flirte, blive fristet og også være sammen med andre mænd. Ikke i smug. Ikke som utroskab. Men som noget vi kan være åbne om sammen.

Det visuelle tænder mig helt vildt. Tanken om hende med en anden mand. Historierne bagefter. Det frække i at vide, at hun har været ude og mærke sig selv, og at hun har lyst til at dele det med mig. Det gør noget ved mig.

Samtidig er det også noget, jeg synes er svært at sige højt, når man dater.

På Tinder føles det hurtigt som om, man skal pakke sig selv meget ind og være pæn og ufarlig. På mere seksuelle sider bliver det ofte kun sex og meget lidt menneske. Flere gange har jeg også oplevet kvinder blive stødt eller trække sig, bare fordi jeg var ærlig omkring det, jeg tænder på.

Så jeg er oprigtigt nysgerrig.

Hvordan fortæller man bedst om den slags uden at virke respektløs eller som en fyr, der bare vil kneppe uden følelser? For det handler faktisk ikke kun om sex for mig. Tværtimod. Jeg tror, det handler om tillid, åbenhed og om at turde være ærlige omkring det, vi tænder på.

Hvordan ville I have det, hvis en mand, I havde lyst til at date, sagde til jer, at han nød tanken om, at I var sammen med andre mænd? At han ikke havde behov for at kontrollere jer, men nærmest blev tændt af jeres frihed og lyst.

Ville det skræmme jer væk? Ville det føles befriende? Erotiske? Forkert? Spændende?

hvordan har kvinder det egentlig med den slags dynamik i et forhold?

Jeg håber, nogle af jer har lyst til at dele jeres tanker.

Jeg skriver her, fordi jeg oplever nogle udfordringer i mit datingliv, som jeg har svært ved at navigere i.

Jeg er en mand på 35 år, har styr på mit liv, min karriere og min økonomi. Jeg står solidt i det praktiske og har skabt en tryg base for mig selv og måske en kvinde en gang. Mit liv er fyldt med oplevelser, rejser og nysgerrighed på verden. Jeg ved, hvad jeg vil, også når det gælder relationer.

Når jeg møder kvinder, støder jeg dog på en udfordring. Jeg er en mand, der er tryg i sin seksualitet, med en naturlig dominans og en lyst til det legende, det sanselige og det udforskende. Jeg tænder på intensitet, på nærvær og på en kvinde, der tør være i sit begær uden grænser. Og dele hendes eventyr med mig.

Jeg er også visuelt anlagt. Jeg elsker tanken om en partner, der hviler så meget i sig selv, at hun kan udforske sine lyster frit, også i mødet med andre mænd. Ikke som en erstatning for det, vi har, men som en ærlig og åben udvidelse af det, vi deler. En dynamik båret af tillid, begær og gensidig forståelse.

Her opstår udfordringen.

Jeg har flere gange forsøgt at være ærlig fra begyndelsen. På datingsider, i samtaler og i de første møder. Jeg lægger kortene på bordet og står ved, hvem jeg er, og hvad jeg tænder på. Alligevel oplever jeg ofte at blive mødt med afstand, kritik eller du klam tilgang.

Det undrer mig, for i virkeligheden søger jeg blot en partner, hvor vi matcher både menneskeligt og seksuelt. En kvinde, hvor kemi, tillid og lyst kan få lov at vokse naturligt. Men se ned på mennesker der ikke ser verden, som man måske selv gør.

Mit spørgsmål går derfor især til jer kvinder.

Hvornår i en dialog vil I være åbne for den slags ærlighed? Hvornår føles det rigtigt at høre det, og hvorfor bliver det for meget, for tidligt? Kan man vente for længe med at dele det og dermed risikere, at det skaber mistillid senere?

Hvordan kan man tale om disse ting på en måde, der føles tryg, nysgerrig og tiltrækkende uden at virke afskrækkende?

Er det noget, I overhovedet kan se jer selv i, eller måske noget, der vækker en stille nysgerrighed?

Jeg er oprigtigt interesseret i at forstå og blive klogere, så jeg vil sætte stor pris på jeres perspektiver.

På forhånd tak og god dag.

Jeg skriver her, fordi jeg oplever nogle udfordringer i mit datingliv, som jeg har svært ved at navigere i.

Jeg er en mand på 35 år, har styr på mit liv, min karriere og min økonomi. Jeg står solidt i det praktiske og har skabt en tryg base for mig selv og måske en kvinde en gang. Mit liv er fyldt med oplevelser, rejser og nysgerrighed på verden. Jeg ved, hvad jeg vil, også når det gælder relationer.

Når jeg møder kvinder, støder jeg dog på en udfordring. Jeg er en mand, der er tryg i sin seksualitet, med en naturlig dominans og en lyst til det legende, det sanselige og det udforskende. Jeg tænder på intensitet, på nærvær og på en kvinde, der tør være i sit begær uden grænser. Og dele hendes eventyr med mig.

Jeg er også visuelt anlagt. Jeg elsker tanken om en partner, der hviler så meget i sig selv, at hun kan udforske sine lyster frit, også i mødet med andre mænd. Ikke som en erstatning for det, vi har, men som en ærlig og åben udvidelse af det, vi deler. En dynamik båret af tillid, begær og gensidig forståelse.

Her opstår udfordringen.

Jeg har flere gange forsøgt at være ærlig fra begyndelsen. På datingsider, i samtaler og i de første møder. Jeg lægger kortene på bordet og står ved, hvem jeg er, og hvad jeg tænder på. Alligevel oplever jeg ofte at blive mødt med afstand, kritik eller du klam tilgang.

Det undrer mig, for i virkeligheden søger jeg blot en partner, hvor vi matcher både menneskeligt og seksuelt. En kvinde, hvor kemi, tillid og lyst kan få lov at vokse naturligt. Men se ned på mennesker der ikke ser verden, som man måske selv gør.

Mit spørgsmål går derfor især til jer kvinder.

Hvornår i en dialog vil I være åbne for den slags ærlighed? Hvornår føles det rigtigt at høre det, og hvorfor bliver det for meget, for tidligt? Kan man vente for længe med at dele det og dermed risikere, at det skaber mistillid senere?

Hvordan kan man tale om disse ting på en måde, der føles tryg, nysgerrig og tiltrækkende uden at virke afskrækkende?

Er det noget, I overhovedet kan se jer selv i, eller måske noget, der vækker en stille nysgerrighed?

Jeg er oprigtigt interesseret i at forstå og blive klogere, så jeg vil sætte stor pris på jeres perspektiver.

På forhånd tak og god dag.